Ingen fred i Mellemøsten uden Gud

Nogle af dem har deres fuldskæg tilfælles. Andre er fælles om at dække hovedet med opsigtsvækkende hatte. Alle har de troen tilfælles. Troen på den ene Gud. Uanset hvad de kalder ham. Og troen på, at fred kun er mulig, hvis den sker i Guds navn. Bogstaveligt talt.

Billedet af disse ærværdige herrer er taget i november sidste år i Spanien. Ved et møde med titlen ”Religiøse ledere for fred i Mellemøsten”. Men dette er ikke endnu et interreligiøst møde mellem liberale kræfter. Det er et møde mellem ekstremister – og målet, som defineret af manden bag det hele, den danskfødte rabbiner Michael Melchior, er at bringe Gud ind i freden.

”Du kan ikke lave en politisk proces, der ikke har en legitimitet i befolkningen. Og befolkningerne i denne region har i dag – som også for 20 år siden – en stærk tilknytning til traditionen og religionen i deres identitet,” forklarer Michael Melchior.

”Enhver kan se, hvad der skete med fredsprocessen, da religion og tradition ikke var inkluderet. Tesen om, at vi kan lave en quick fix sekulær fred mellem venstrefløjen i Israel og venstrefløjen af palæstinenserne og vente med at tage de eksistentielle spørgsmål op til senere, kunne ikke føre til noget.”

Michael Melchior er 63 år gammel. Født i København som tidligere overrabbiner Bent Melchiors førstefødte søn. Han har selv været overrabbiner i Norge og aktiv i israelsk politik og bor i Jerusalem.

”Jeg kan godt forstå at man kan tro, at verden fungerer sådan, hvis man sidder i Danmark, der måske er verdens mest post-religiøse-post-rituelle samfund. Men sådan fungerer verden ikke. I en region, hvor religionen betyder så meget for så mange mennesker, kan man ikke lave fred uden om Gud,” siger han.

Det kræver ikke megen anstrengelse at give rabbiner Michael Melchior ret i, at den sekulære fredsproces mellem israelere og palæstinensere, Oslo-processen, er kørt helt af sporet. Hans forklaring på, hvorfor det er sket, giver derimod et andet perspektiv på konflikten.

Michael Melchior tager imod i sit kontor på fjerde sal i en kontorbygning i industrikvarteret Talpiot i Jerusalem. Her langt fra offentlighedens søgelys har han i årevis haft en hemmelig passion: Den religiøse fred.

Siden slutningen af 1980’erne har han tilbragt hundredvis af timer i samtale med ledende Hamas-folk og andre af regionens islamister og islamistiske dommere.

Han har diskuteret med dem, hvordan de som regionens religiøse ledere kunne gå i spidsen for fred. Hidtil har samtalepartnerne ikke været villige til at stå offentligt frem. Det blev de i november sidste år. Da stod de for første gang frem til et pressefoto. Iklædt deres religiøse gevandter – nationalreligiøse israelske bosætterrabbinere side om side med islamistiske imamer, Hamas-bevægelsens grundlæggere og lederne af de kristne kirker i Det Hellige Land.

De markerede, at de alle havde sat deres navn på et dokument, hvor der blandt andet står:

”Alle tre monoteistiske religioner betragter menneskelivet som helligt. (...) Den vold, der påstås at være udført i Guds navn, er en besudling af hans navn, en forbrydelse over for dem, der er skabt i hans billede, og en fornedrelse af troen.”

Som religiøse overhoveder opfordrer de i dokumentet, i Guds navn, israelske og palæstinensiske politikere til at vende tilbage til forhandlingsbordet.

De sekulære israelske fredsforhandlere og fredseksperter har i årenes løb haft travlt med at fremdrage konflikten mellem religionen og freden. De har peget på, at religionen dikterer et forhold til ”landet” og til ”den anden”, der er uforeneligt med den fred, der uvægerligt må dele landet mellem de to folk.

Den holdning har altid frustreret Michael Melchior, fortæller han, til trods for at han selv tilhører den israelske fredsfløj og som repræsentant for det religiøse liberale parti Meimad i sin tid sad i Shimon Peres’ fredsregering som viceudenrigsminister.

”I årevis har vi måttet høre især fra venstreorienterede sekulære forskere, at religion aldrig kan acceptere en fred og ikke kan leve med en fred. Og vestlige eksperter har endda sagt, at den politiske islam aldrig kan leve med en fred, og det er noget, som den israelske venstrefløj er gået meget let hen over. Jeg ser mig selv som en del af den israelske venstrefløj, så jeg var nødt til at undersøge det her grundigt,” siger Michael Melchior.

”For hvis islam aldrig vil kunne leve med staten Israel i dette område, er det et alvorligt problem. Vi lever jo her, hos islam. Halvdelen af befolkningen mellem Middelhavet og Jordanfloden er muslimer. Og alle staterne omkring os er muslimer. Jeg lever her i Jerusalem, hvor over 40 procent af indbyggerne er muslimer, og hvis de aldrig vil kunne leve med en fred med Israel, så er det meget problematisk at lave fred. Og så har højrefløjen måske ret, når den siger, at det er et håbløst projekt. At der bliver aldrig fred med dem.”

På den palæstinensiske side har tankegangen været nogenlunde den samme, forklarer Michael Melchior. De har

set israelske bosættere vandre rundt på Vestbredden med Bibelen i hånden og fastslå, at de ejer hele landet, fordi det står skrevet, og derfor er islam nået frem til, at det er umuligt at lave fred med den jødiske religion.

Udfordringen har været at finde frem til centrale religiøse ledere med indflydelse på befolkningerne, der ville være villige til at diskutere muligheden for at fortolke tingene på en anden måde.

Selvfølgelig er der også politiske interesser involveret, når man henvender sig til religiøse ledere, men det har været Michael Melchiors tilgang at føre samtalerne på et religiøst grundlag.

”Hos religiøse ledere er ikke alt moral og etik, der er også en basal søgen efter sandheden. De religiøse ledere har fået præsenteret konceptet ’religiøs fred’. En fred, der ikke er baseret på interesser, men på troen på Gud. Og vi har talt om, hvad en fred kan gøre for troen på Gud i samfundet. At freden ikke vil gøre vores samfund til et billigt vestligt samfund med de værste af Vestens værdier, men at en religiøs fred kan være med til at øge respekten for moralske og etiske værdier i vores samfund.”

Den religiøse fred skal bygge på fortilfælde i juridisk og religiøs tænkning i henholdsvis jødisk og muslimsk tradition, forklarer rabbiner Melchior:

”Reaktionen efter mange runder samtaler har været entydig: sådan en fred vil vi gerne være med til. Og nu er der nogle af vores samtalepartnere, der er villige til at forlade samtalerne i de lukkede rum i Athen, Oslo, Istanbul eller Marokko. De er klar til at stå frem offentligt over for vore egne befolkninger og over for hele verden.”

Ved mødet i Spanien i november sidste år var det således første gang, at Hamas-lederne og de øvrige islamister fra regionen sad direkte i dialog med nogle af de mest centrale bosætterrabbinere fra Israel: En af grundlæggerne af Hamas over for den ansvarlige for den israelske statslige religiøse skoleretning. Højt respekterede islamister, hvis udlægninger af de muslimske tekster bliver læst i hele den muslimske verden, over for den israelske overrabbiner. Og så videre.

Tidligere har Michael Melchior holdt samtalerne med de jødiske og de muslimske ledere hver for sig.

Kan du beskrive, hvad du så ske i lokalet, da bosættere og islamister mødtes for første gang?

”Mødet i Spanien var svært, men da den første gruppeeffekt, hvor folk bliver stejle, fordi de ser sig over skulderen til de andre i gruppen, fortog sig, forsvandt den umiddelbare skepsis,” siger Michael Melchior og fortsætter:

”Begge parter kunne se, at der var meget seriøse folk på den anden side. Dybt, dybt religiøse mennesker, der kom, fordi de har et seriøst ønske om at ændre tingene: Vi skal bygge fred, fordi det er moralsk, det er retfærdigt og det er, hvad vores religion kræver af os.”

Selv dér, hvor konflikten er allersværest, nemlig hvor både jøder og muslimer ud fra religiøse principper tror på, at landet – hele landet – er deres, havde det en positiv effekt, at begge sider kunne se og forstå, hvor seriøst og religiøst modparten betragter landet, forklarer Michael Melchior.

Han mener ikke, at man kan sammenligne konflikten om landet mellem palæstinensere og israelere med konflikten mellem hvide og sorte i Sydafrika. For dér, siger han, var det ”ret” imod ”uret”, her er det ”ret” over for ”ret”. Men så kan man til gengæld tage de religiøse tekster ind i billedet. For den jødiske Talmud og de muslimske tekster fortæller begge en meget parallel historie, og i begge traditioner er det noget af det første, børn lærer i den religiøse skole. Historien handler om to menneskers konflikt over ejendomsretten til et stykke stof. De bringer konflikten for en domstol.

”Dommeren siger til de to: Sværg hver især på, at halvdelen af stoffet er jeres. Ikke det hele, for hvis I hver vil sige ’det hele er mit’, så er der en af jer, der lyver,” udlægger Michael Melchior teksten.

”Begge tror på, at hele stoffet er deres, men de skal kun sværge på, at de ejer halvdelen, og så bliver stoffet skåret midt over. De tror stadig, det hele er deres.”

”Og det er også det, vi skal praktisere. Vi skal erkende, at vi lever i den realitet, at vi lever sammen, og vi tror på den samme Gud og vil tjene den samme Gud. Og i sidste ende tilhører alt stoffet, hele landet, Gud. Vi er kun midlertidigt her på jorden.”

”Der er også en vis ydmyghed i det,” tilføjer rabbineren.

Hvad sker der så nu efter mødet i Spanien?

”Arbejdet skal fortsætte i de enkelte trossamfund og menigheder. Vi har lovet hinanden at tage fat i de unge rabbinere og imamer og igennem dem begynde at ændre på den måde, vi taler på, og den måde, vi underviser vores unge mennesker på. Både i islam og i jødedommen findes der præcedens for en religiøs fred i de hellige tekster og deres fortolkninger. Vi er ikke alle nået til konklusionen endnu, men vi er et godt stykke på vej.”

Idéen er, at det nye tankesæt skal spredes som ringe i vandet – fra de ledende rabbinere og imamer til deres elever og dermed samfundet.

”Vi kan skabe noget helt unikt her,” forsikrer rabbiner Michael Melchior.